Planen over alle planer, overvejelser om mad, bevægelse og hvad som helst … dage med struktur på træningen

Krop og sind skal være i balance, eller også er det bare forfængelighed, som har ledt frem til at jeg er masterstuderende i retorik ved Aarhus Universitet

Og selvom det er lidt forblommet, så er der er en særlig glæde ved at mærke hjernen arbejde. Den boblende fornemmelse af nye ideer, sprogets elegance, argumenters kraft – og ikke mindst: følelsen af at opdage noget, man ikke vidste, man ikke vidste – erkendelse er stadig en ret vild oplevelse . For mig er det blevet tydeligere end nogensinde, efter jeg begyndte på min master i retorik ved Aarhus Universitet. I en alder, hvor mange tænker på at trække sig tilbage, har jeg valgt at trække i en anden retning: ind i viden, fordybelse og nysgerrighed.

Hjernen har ikke en udløbsdato

Meget af det, vi hører om aldring, handler om forfald. Men forskning viser, at hjernen – selv i 60’erne, 70’erne og 80’erne – har en bemærkelsesværdig evne til at udvikle sig. Det kaldes neuroplasticitet, og det betyder kort sagt, at hjernen kan danne nye forbindelser livet igennem, hvis vi udfordrer den.

Og hvilken bedre måde at udfordre den på end ved at kaste sig ud i noget så sprogligt og analytisk krævende som retorik? Det er ikke nemt – men det skal det heller ikke være. Hjernen trives i modstand, ligesom muskler vokser af at blive brugt.

Nysgerrighed er en livskraft

Min beslutning om at læse videre var drevet af nysgerrighed – en lyst til at forstå, hvordan sproget former vores verden, og hvordan vi med ord kan påvirke hinanden. Og jo mere jeg lærer, desto mere bliver jeg klar over, hvor meget jeg ikke ved. En af mine favorit floskler, og det lyder måske frustrerende, men det er det modsatte: det er fantastisk.

At holde hjernen nysgerrig handler ikke kun om store akademiske projekter. Det handler også om at læse en bog uden at kende slutningen, lytte til podcasts, diskutere, være uenig, stille spørgsmål og turde være nybegynder igen.

Et opgør med “for sent”

Der findes en indgroet forestilling om, at der er ting, der hører ungdommen til. Studier. Uddannelse. Intellektuel vækst. Men hvem har bestemt det? Hjernen har ikke et tidspunkt, hvor den siger stop – det gør vi. Ofte af vane, frygt eller fordi omgivelserne har vænnet sig til en fortælling om, at vi skal “tage den med ro”.

Jeg vil hellere tage den på mig. En master i retorik i 60’erne er ikke et sidespring – det er en bevidst livsstrategi. Et oprør mod passiviteten. En kærlighedserklæring til nysgerrigheden.

Sådan holder jeg min hjerne i gang – og i live:
• Jeg læser hver dag – fagligt og skønlitterært.
• Jeg skriver – både akademisk og personligt.
• Jeg er så heldig at have et arbejde, som er spændende, sjovt og udfordrende
• Jeg har dagligt lejlighed til at diskutere med nogen, der mener noget andet end mig.
• Jeg er ikke bange for at spørge, selv når jeg føler mig “for gammel til det”.
• Og vigtigst: Jeg siger ikke længere “det er for sent”.

Et spørgsmål til dig

Hvornår har du sidst gjort noget for første gang? Ikke for at præstere, men for at vække den del af hjernen, der stadig elsker at lege, lære og undre sig.