Velkommen til fit efter 60 – en side om min rejse mod bedre fysisk form, selvom alderen siger 60+. Jeg deler mine erfaringer med vægttab, styrkeopbygning og generel sundhed, efter at have indset, at det aldrig er for sent at tage ansvar for sin krop.
Min træning består af daglig morgengymnastik med push-ups, sit-ups, planke og kropshævninger, cykling som transport, spinning, vægttræning og yoga. Her på siden kan du følge min rejse, finde inspiration til din egen træning og få konkrete tips til, hvordan du kan komme i form – uanset udgangspunktet.
Lad os sammen bevise, at alderen ikke er en begrænsning, men en mulighed for at blive den bedste udgave af os selv!
Her finder du blandt andet det 12-ugers calisthenics- og konditionsprogram, jeg har kastet mig over, det kombinerer styrke, mobilitet og løb. Programmet bygger gradvist op og sigter mod at gøre mig (dig?) stærkere, mere udholdende og smidig.
Min rytme er at følge de tolv uger, og så gentage dem bare med lidt mere belastning – og nogen gange bare starte forfra, fordi det der med at få trænet godt kan glide i baggrunden, midt tilværelsen ulidelige lethed og andre prioriteter.
Jeg har sluttet fred med at ingenting er perfekt, men at den træning, man får gjort altid er bedre end ingen træning.
Hvorfor jeg begyndte – og hvorfor jeg bliver ved (selvom det gør lidt nas)
Jeg rundede 60 og tænkte: Det går da meget godt – jeg kan stadig huske min pinkode og finde fjernbetjeningen. Man kan jo ikke se bort fra at kroppen holder møder bag min ryg. Knæene blev mere snakkesalige (de knirker), balancen blev lidt mere… festlig, og energien løb ligesom tør halvvejs op ad trappen. Ikke dramatisk. Bare tydeligt. Som om kroppen sagde: “Hvis du ikke gør noget, gider jeg heller ikke.”
Det er bestemt ikke fordi jeg pludselig drømte om at stå på hænder i Løvens Hule eller blive den næste senior-influencer i stram lycra, selvom det er veletableret faktum at tykke mænd ser bedre ud i stramt cykeltøj. Jeg startede, fordi jeg en morgen opdagede, at det faktisk krævede strategi og stønnelyde at få sokker på uden at vælte. Og fordi hundene begyndte at kigge på mig som om de tænkte: “Skal vi trække dig i stedet?”
Så jeg begyndte at bevæge mig. Meget langsomt. Jeg gik ture. Ikke sådan nogle raske, powerwalks med svingende arme og smil – mere som “træk vejret og håb på det bedste”. Jeg begyndte for snart tre år siden faktisk at lave øvelser i stuen med en måtte, som min morgen mikrovane, så lidt skete der da.
Det ændrer ikke ved at første gang jeg lavede en squat, troede jeg, jeg aldrig kom op igen. Jeg overvejede seriøst at få installeret en lift i entreen. Men langsomt begyndte noget at ændre sig. Ikke bare i kroppen – men i hovedet. Jeg følte mig ikke længere som en passager i mit eget skrog. Jeg begyndte at få lyst til mere. Mere energi. Mere udsigt. Mindre “nej tak, det er lidt hårdt for ryggen”.
For helt ærligt: Jeg gider ikke være typen, der ikke kan tage med på tur, fordi sofaen er min bedste ven. Jeg vil kunne løfte mine egne indkøbsposer og gå en tur uden at skulle holde hvil ved hvert gadekryds. Jeg vil kunne tage trappen op til udsigtspunktet og se noget, før det hele sløres af alder og afstand.
Så nej, jeg er ikke på vej til OL. Jeg er bare en 60+ med stive ben, stædig vilje og en stor lyst til ikke at gå i stå. Jeg gør det ikke for at blive yngre. Jeg gør det for at blive ældre – på den gode måde.
Og ved du hvad? Det virker. Lidt. Langsomt. Men det virker.
Så hvis du står derude med en øm ryg, en god undskyldning og et glimt af tvivl i øjet – så tag ét skridt. Og måske ét mere i morgen. Der er ingen tidsgrænse. Bare start. Også selvom det knirker lidt.